Det var min datter, der oprettede en blog for mig i 2006, så jeg kunne berette lidt for familie, venner og andre om mit forestående arbejde i Afghanistan. God ide - så blev jeg også tvunget til at forholde mig lidt til det, der hændte undervejs. I skyndingen fandt min datter overskriften: ”Palle tager til Afghanistan”, nærliggende, og sådan blev det.

Som så meget andet her i livet var det kombinationen af timing, tilfældighed og behov, som gjorde, at jeg kom afsted. Jeg havde for første gang i mit arbejdsliv gået ledig i nogle måneder efter at have afsluttet en femårig opgave som centerleder for Center for Konfliktløsning i København på en - paradoksalt nok - noget konfliktfyldt måde, men den historie må du få en anden gang. Så jeg var jobsøgende og holdt øje med mulighederne.

Så kom der et opslag fra Dansk Flygtningehjælp (Flygtningehjælpen), som søgte en leder til deres projekt i Afghanistan, DAARTT, ”Danish Assistance to Afghan Rehabilitation and Technical Training” med base i Kabul. Jeg søgte den med blandede følelser. Spændende og udfordrende for mig, men jeg var nok den eneste i min familie, inklusive min kone, der syntes det var en god ide.

Jeg kendte Dansk Flygtningehjælp, og de kendte mig, for jeg havde været ansat af flere omgange i Flygtningehjælpen og indtil videre primært i relation til de bosniske krigsflygtninge, som opholdt sig i Danmark. Fra 1995 til 1999 havde jeg flere opgaver knyttet til bosniernes ophold i Danmark. Danmark modtog omkring 20.000 bosniere, og jeg var med til at tage imod de første i Københavnsområdet - omkring 2000 mennesker. Dansk Røde Kors tog sig af deres indkvartering, og i Flygtningehjælpen tog vi os af deres ”aktivering”. Som en del af det såkaldte ”aktiveringsprogram” stod vi for, at børnene kom i skole, og de voksne fik introduktion til det danske samfund og blev ”aktiverede”, men det var efter en særlig model. Som følge af den politiske situation i Danmark var intentionen nemlig, at bosnierne skulle sendes hjem ”repatrieres” så snart, forholdene i Bosnien tillod det. Derfor var logikken, at børnene ikke måtte gå i danske skoler, og de voksne ikke arbejde, men til gengæld skulle de stille sig til rådighed for deres landsmænd som lærere, undervisere eller organisatorer af aktiviteter m.v. for børn, såvel som for de unge og voksne. En interessant og forkætret model, men det lykkedes rent faktisk. Men det er også en anden og interessant historie.

Undervejs viste det sig, at ideen om, at bosniere snart kunne og ville rejse hjem, var en illusion. Som følge af den bosniske krigs gru og de svære og fortsatte etniske vanskeligheder i Bosnien-Herzegovina skete dette ikke. Samtidig begyndte danskere at lade bosniske børn komme i skole og de voksne få arbejde. Ved en kombination af civil ulydighed og politisk gehør begyndte en integration af bagvejen, og efter nogen tid blev denne legaliseret, og takket være danskerne rundt omkring i hver en by, lille som stor, blev bosnierne i løbet af få år integreret i Danmark. Og det ikke mindst fordi bosnierne ønskede det selv og gik til det med åbent sind. Det er en enestående integrationshistorie, som endte med, at kun 2000 repatrierede, og i dag er bosnierne og deres efterkommere en del af os danskere.

Undervejs var jeg bagmand og leder i samspil med Flygtningehjælpens legendariske leder, Arne Piel Christensen, hvor vi etablerede et kursuscenter for bosniere og andre flygtninge på Lynæsfort i Hundested. En blandet faggruppe kunne her mødes og efteruddanne sig i alt fra kultur til konkrete arbejdsforhold og arbejdsnormer og ikke mindst forberede sig på at tage på repatrieringsture eller såkaldte ”spejderture” til Bosnien for at undersøge mulighederne for at vende tilbage.

Dette arbejde bragte mig til Bosnien første gang i 1997 og siden gennem flere år som leder af projekter inden for udvikling af det civile samfund (etablering af et foreningsliv), som vi har en enestående tradition for i Danmark, og som vi måske indimellem tager for givet. Men det er en anden historie. Undervejs forsøgte jeg sammen med andre fantaster - vil nogle nok mene - og i samspil med en række foreninger i Bosnien at skabe en folkehøjskole i Bosnien. Repræsentanter fra disse foreninger var i Danmark i begyndelsen for at opleve den danske samfundsmodel og ikke mindst højskoletraditionen i Danmark. Lysten og energien var stor, og vi arbejdede på sagen gennem flere år, men projektet lykkedes desværre ikke, på trods af alle de gode intentioner og kræfter lagt i det. Det er også en historie i sig selv.

Men som sagt havde jeg alt det med mig, da jeg mødte Flygtningehjælpens folk, som satte mig ind i situationen i Afghanistan. Flygtningehjælpen havde sammen med ASF Dansk Folkehjælp (Folkehjælpen) et projekt, som i al sin enkelthed, men også udfordring, gik ud på at bygge skoler til afghanske børn, nærmere bestemt otte skoler rundt omkring i landet. Arbejdet blev udført af afghanske håndværkere, ledere og arbejdere. Den eneste udlændinge var program-manageren, som stod for ledelsen af projektet på stedet.

Arne Pihl Christensens højre hånd Rene Albek sagde altid, at næst efter jernindustrien i Danmark var humanitært arbejde Danmarks hårdeste branche. Her blev man ikke foræret noget, og fremtiden var altid uklar. Og opgaverne stod højere end alt andet. Og det vidste man, når man gik ind til det, så det var OK for mig. Og så var jeg jo hverken ingeniør-, arkitekt- eller mureruddannet. Men jeg blev tilbudt jobbet og skulle afsted den næste morgen, for den tidligere leder var allerede retur i Danmark af private årsager. Så velkommen til DAARTT, Danish Assistance to Afghan Rehabilitation and Technical Training (www.DAARTT.org).

Som sagt havde min datter i farten oprettet en blok på nettet, så jeg kunne skrive til familie og venner om mine oplevelser i Afghanistan under den pudsige titel ”Palle tager til Afghanistan”. Men det var jo sådan set det, jeg bogstaveligt talt gjorde. Den 16. maj 2006 tog jeg afsted. Og det blev på alle måder en oplevelse for livet. På bloggen skrev jeg hjem om det, jeg oplevede og fandt interessant under mit ophold i Afghanistan. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra familie og venner og en enkelt negativ fra en anden og uventet kant, som skulle vise sig at blive fatal. Jeg var nemlig ikke så ”digital”, hvilket jeg siden oplevede konsekvensen af. Men her er historien, som jeg fortalte den i sin tid, fordelt på ti små blogs, jeg kalder for ”Kabul stories”. Kabul, min base og mit hjem i Afghanistan.

Og så tilføjer jeg historien om det, der blev afslutningen på mit ophold i Kabul, og hvad det fik af efterspil. Derudover min kommentar til den såkaldte triste udgang af Vestens 20-årige indsats i Afghanistan.