Du er netop nu ved at tage hul på et erindringsessay fra mit ophold i Kabul, Afghanistan i 2006 som leder af et projekt, der byggede skoler for afghanske piger og drenge. Essayet udgør dels mine beskrivelser og tanker om forløbet i Kabul, imens det stod på, og samtidig mine refleksioner over forløbet set i bagspejlet.

Erindringsessayet var oprindeligt tiltænkt min familie og venner, så de kunne følge med i mit liv og arbejde i Afghanistan. Og har dermed opfyldt det umiddelbare formål. Jeg har siden fået den tanke, at mine beretninger i dag, 16 år senere, og hvor Vesten har trukket sig ud af Afghanistan og overladt afghanerne til deres egen skæbne og NGO’ernes behjertede humanitære indsats, forhåbentligt kan bidrage med indsigt i kompleksiteten af den humanitære og sikkerhedsmæssige indsats, som blev ydet af bl. a. de danske NGO´er og styrker, finansieret af det danske samfund, mens det stod på. Jeg håber samtidig, at min fortælling kan give en bedre forståelse af, at denne indsats rent faktisk nyttede noget for den enkelte afghaner – barn som voksen – og dermed for det afghanske samfund som helhed. Både mens det stod på og i tiden efter.

Det er min personlige og lille andel i historien, som jeg ser den, og som jeg håber, at de mange danskere, som gennem de sidste 20 år har påtaget sig humanitære opgaver på Danmarks vegne i Afghanistan vil nikke genkendende til på den ene eller den anden måde - afhængigt af det personlige engagement i landet. Jeg håber også, at du som primært har fulgt med hjemmefra, vil finde interesse i at kigge ind i maskinrummet af et lille stykke dansk humanitært arbejde i Afghanistan - om ikke på godt og ondt, så i al sin alvor og kompleksitet, og finde det en tanke og lidt tid værd.

Frederiksberg, maj 2022.

Palle Westergaard