Den 23. juni 2006

Mustafa kommer og henter mig. I ”Construction unit” med ansvar for at bygge skoler, er der lidt sammenstimlen. Der sidder en ældre mand i lang beige skjorte og ditto bukser med brækket næse og en omviklet fod. Han vånder sig og tager sig til siden. Han er lidt miserabel og nusset. Jeg hilser på ham og spørger til hans tilstand. Han mumler noget og én oversætter, at han vil gerne på hospitalet. Pludseligt står der også 4 mænd, hvis udseende man umiddelbart kan man vælge at mene er truende og i hvert fald bekymrede. Det viser sig at være slægtninge, der er der som skudt op af jorden. De vil køre manden til et privat hospital i Kabul. Fint, jeg siger, at DAARTT vil betale for behandlingen. Under stor deltagelse og jamren bliver manden proppet ind i en personbil sammen med de 4 mænd og drager af. Han er en af vore. Han har været ude for en ulykke. Og jeg undrer mig over, hvordan manden er kommet af sted med at komme fra ”fielden” i Faizabad og med 2 timers fly til Kabul og til vores kontor. Hans ribben havde det jo ikke godt. Nå, jeg må have at vide, hvad det i det hele taget handler om – senere, men noget med en bilulykke!

Mr. Bazz har på myndighedernes vegne ansvaret for skolebyggeri i Afghanistan, der er udliciteret til en række internationale organisationer, bl.a. til os, og Mr. Bazz´s afdeling skal planlægge og føre tilsyn med det hele. Der befinder sig omkring 4,5 millioner afghanske flygtninge i Iran, Pakistan og i andre lande (omkring 23 pct af Verdens flygtninge lige nu), og så er der endda vendt en 2-3 millioner tilbage og ikke mindst til Kabul. Ingen ved hvor mange, men Ministry of Education (MoE) skønner, at alene i Kabul mangler man 185 skoler for at alle børn kan komme i skole. Så Mr. Bazz har nok at se til. Hans afdeling ligger i udkanten af byen. På vejen dertil kommer man forbi universitetet, og Mustafa synes det er et meget interessant sted, alle pigerne bor nemlig på kollegium. Nyt, smukt byggeri. Det står i kontrast til Mr. Bazz´s noget nedslidte ”departement”. Mr. Bazz er uddannet arkitekt, en lille trivelig mand i t-shirt og ”international vest” (udmærker sig ved at have et utal af lommer, så man stort set kan bære alt af værdi med sig, på sig, hvilket kan være nok så klogt her…). Han fortæller engageret om en funding fra Indien til bygning af 300 skoler. Inderne har samtidigt ”lovet” at sende 10000 lærere, som skal supervisere de afghanske lærere, hvoraf de fleste i princippet har, hvad der svarer til en studentereksamen i Danmark m.h.t. læseplaner og pædagogik. Og en del af fundingen går naturligvis til indernes lærere. Gad vide hvor meget! Nå, Mr. Bazz er meget tilfreds med vores skolebyggeri, ”noget af det bedste, der foretages i landet”, siger han, så han synes, vi skal byde ind på det kommende byggeri. Nu er der det ved det, at Afghanistan har netop besluttet en lov, der ikke tillader NGO´er i fremtiden at bygge skoler, det skal private afghanske firmaer. Det er alt andet lige en klog beslutning, at afghanerne selv skal overtage ansvaret og arbejdet og dermed nedbringe arbejdsløsheden og give folk penge at leve for. Afghanerne har bare ikke kapaciteten og know-how´en til det lige nu. Man er for tidligt ude. Det ved Mr. Bazz godt, så han mener vi finder en løsning på det forhold. Mr. Bazz har 150 medarbejdere, men kunne med al respekt, klare sig med 40, såfremt de var kvalificerede til Departementets opgaver, bekender han. Han er glad for vores ”technical assistance” i form af træning af ingeniører og arkitekter i PC-brug og engelsk. Han har haft 12 PC´ere stående i uåbnede papkasser indtil nu, for der var alligevel ingen, der vidste, hvordan man skulle betjene dem. Mr. Bazz vil gerne have flere kurser i udlicitering af opgaver, i design af bygninger, i materialelære, i budgettering, i byggeplanlægning, ja behovet er uendeligt. Jeg lover, vi vil vende tilbage med et forslag til en kursusplan, hvis han vil love, at hans folk er interesserede i at deltage. Vi tager afsked under stor hjertelighed. Jeg er ikke i tvivl om, at Mr. Bazz er en dygtig arkitekt og brænder for sin opgave. Rygterne siger blot, at han er en mand, der har fremtiden bag sig, idet en ny dynamisk Minister of Education, har tænkt sig at vende op og ned på organisationen, måske især ”ned” og i øvrigt trække nogle udenlandske rådgivere ind, som kan sætte skub i sagerne, så der er mange ting på spil, som vi må prøve at manøvrere i.

På vej tilbage beder jeg om at blive sat af ved bageren tæt ved vores kontor. Jeg får lov, selv om Mustafa undrer sig meget over, hvorfor jeg ikke beder en af vagterne om at hente brød. Jeg forklarer, jeg trænger til lidt frisk luft, det forstår han endnu mindre, måske fordi luften i dag er tyk af den udefinerlige kombination af støv og skidt, der hvirvles op af pludselige vinde fra de omkringliggende bjerge. Det er en kinesisk udsende og beskidt dreng, hvis fortænder forhindrer ham i at lukke munden, på vel 13 år, der sidder i lugen. Jeg viser ham ved at tegne i luften, at jeg gerne vil have 2 runde og flade brød. Det har han ikke på lager og lader mig forstå, de bliver lavet, og jeg må vente. Okay. Inde i mørket, hvor mænd sidder i skrædderstilling ovenpå ovnen, går min ordre i gang.  Der er måske 50 grader i rummet. To små drenge, sikkert brødre, har bestilt måske 10 til 20 af de gængse drageformede brød. De får dem stablet på en bakke og den største dreng tager hele molevitten op på hovedet, og de sjosker af med et grin, ”hello Mister”, ad et knoklet fortov med åben kloak. Og mirakuløst overtager den lille purk stolt brødbakken. Og de fortsætter målbevidst og med rank ryg, og for ”lillebrors” vedkommende iført én sandal. På vejen dyttes og råbes der. En motorcykel med 3 passagerer drøner forbi.  På modsatte side passerer en gruppe skolepiger, alle iført sorte, lange kjoler med lange ærmer og med hvide tørklæder på hovedet.  De snakker ivrigt. I nærheden ligger en stor, privat pigeskole! Naboen til bageren er en restaurant, hvor en lille mand iført en stor riffel sidder og slumrer i en plastikhavestol. Ned ad sidegaden ser jeg en mand gå ind til en husmur og sætte sig på hug, og det gik lidt tid inden jeg gennemskuede, at det er en diskret og praktisk måde at lade sit vand på. Jeg synes måske nok den skandinaviske model er lidt mere mandig. Mit brød er færdigt, jeg betaler 300 Afgani, en dansk Femmer og tager brødet og smider dem igen. Kineser drengen havde helt klart forudset det og griner og gestikulerer, at jeg må vente. Jeg bider varmen i mig og går. Da jeg runder hjørnet til vores gade, kan jeg se en af vagterne stå og spejder (sikkert) efter mig, den mærkelige mand, der vil gå tur – i Kabul. – Og jeg møder små skikkelser med meget store ”hatte”. Sikkert en stor pige med burka med et ordentligt læs græs i en sæk, som hun bærer på hovedet. Under burkaen. Aha! Bagefter kommer lillesøster, går jeg ud fra, uden burka, måske 6 år med lige så stor en omgang græs på hovedet til gederne, må jeg formode. Hen over den ujævne, hullede og stenbelagte vej skrider det lille nummer, barfodet over sten og huller, rank, elegant og selvbevidst, mens hun prøver at holde trit med storesøster. - Vagten ser lidt bebrejdende på mig, da jeg når frem!

Mr. Humayoun, leder af School construction unit, mindre kan ikke gøre det, tager mig med til ”Azad Khan High School”, som ligger i udkanten af Kabul. Vi bliver modtaget af inspektøren, en lille, bred mand med et stort medvidende smil: ”Well come Sir, Jette, my sister, you my brother”, siger han indforstået og smiler endnu større, vi er simpelthen venner på forhånd. Jette, min forgænger, har helt klart gjort et uudsletteligt indtryk på skoleinspektøren, det høster jeg så lidt frugter af. Skolen, et utal af bygninger og ind imellem store telte, hvor små nysgerrige ansigter kigger ud mellem sammenføjningerne, men de har skam både borde og stole… Vi bliver vist rundt. DAARTT udskifter tagene på flere bygninger, de var nemlig ved at falde ned i hovederne af børnene.  Et trætag lagt på nærmest rundstokke, bliver skiftet ud med modulstøbte betonspær, som Mr. Humayoun har opfundet og er klædeligt stolt af.  Vi kigger ind i en klasse, 3 børn ved hvert 2-personers bord. Den største elev bliver kommanderet til at sige noget på engelsk og får fremstammet noget, der kan tolkes, som ”We happy school”. Jeg takker for velkomsten og ønsker dem ”the best for their future”, hvilket næbbe rækker langt og fortæller jeg selv er lærer, og alle smiler og griner og synes det er fantastisk. Vi passerer et klasselokale, der er inddraget til skur for bygningsarbejderne. 5 brikse og et primusapparat. Ja, de bor der. De byder ikke desto mindre på the, som jeg betakker mig for, venligt. Undervejs rundt ser vi nogle store drenge iført spejderlignende uniformer og med hver sin kæp. De går faktisk ikke i skole, ærgerligt for dem, men får en lille løn for at holde orden på børnene. Bogstaveligt talt med en kæp. Og det ser ud til at virke. Vi ender på inspektørens kontor, som er et klasselokale. Et lagsglas i vinduerne og vinteren ligger mellem 10 og 20 graders kulde. Nå, man lukker nu også en 3 måneder i løbet af vinteren. Nok af samme årsag. Et gammelt sofasæt. Inspektørens skrivebord, som udgør et kaos af bøger og papir og papirblomster. Overalt ligger der et lag af støv. I hjørnet sidder en køn, yngre kvinde og skriver, jeg sender hende et smil og miraklet sker, hun smiler igen, men skynder sig så tilbage til skriveriet. Inspektørens sekretær. I morgen er det ”Teachers day”, ”vi har desværre ingen midler til at invitere til en fest eller sådan, så lærerne samles og får et dokument, som udtryk for det Afghanske samfunds taknemmelighed for deres indsats”, forklarer inspektøren beklagende men med værdighed. Mr. Bazz´s løn er vel 100 USD og inspektørens vel 75 USD og lærernes op til 50 USD om måneden, hvilket de hverken kan leve eller dø af, så alle må have en nebengeschæft og/eller få sendt penge fra ”rige” slægtninge, der er flygtet til udlandet. En lille, undselig mand med et lille smalt og skarpt ansigt og med moustache serverer the og karameller. Han smyger sig nærmest langs jorden i små hurtige ryg. Han flytter noget rundt på karamellerne og tager selv et par stykker og er nær ved at vælte min the. Så flyder han tilbage til sin stol og forsvinder ind i sig selv. Det nærmeste man kommer ”Manuel” fra ”Halløj på badehotellet”. Denne her ”Manuel” fik ingen drag over nakken, i hvert fald ikke, mens vi var der. Inspektøren har et ønske, jeg har ventet på det, skolen har ingen penge til indvielsen, om DAARRT kan hjælpe med det, lidt mad og så kunne han godt tænke sig, der blev plantet nogle roser i dagens anledning. Jeg kigger på Mr. Humayoun, og mener, det må vi kunne finde ud af. Mr. Humaoyoun ser ud som om jeg er gået for vidt. Så goodbye og smil hele vejen ud. 400 elever i 3 skift, hver med 3-4 timer om dagen. 175 lærere. De gør mere end muligt.

Kabul bank er et besøg værd. Mustafa og Fardin, Finance Officer, beder mig tage med. Det er DAARTTs nye bank, og de frygter problemer med at få udbetalt penge sendt fra Flygtningehjælpen i København. Det viser sig at være med god grund. Kabul bank ligger på et hovedstrøg. Udenfor 3 bevæbnede vagter. Vi parkerer på fortovet, så må fodgængerne klare sig så godt de kan. Ved indgangen bliver vi kropsvisiteret. Indenfor bevæbnede vagter, men det har man jo så mange steder. Jeg kan huske, hvor det virkede overvældende på mig, første gang jeg så det i en bank i Californien. I et lille beklumret rum sidder 10 unge bankfolk alle i jakkesæt og skulder ved skulder, mens aircondition flyder ud over dem. Man begynder sin ekspedition i den ene ende. Dokumentation for hvem vi er, og så lykkes det i den anden ende at få 2 checkhæfter, et til USD og et til Afgani penge udleveret. Min ”Power of ettony” bevis medbragt fra Flygtningehjælpen gjorder vist udslaget. Og Mustafa var meget lettet. Vi skulle have udbetalt lønninger i forgårs, så der bliver skrevet flere checks på stedet, som jeg attesterer, og vi går til et stort lokale med små burer og et par mand i hver. Mustafa og Fardin stiller sig op for at få godkendt vores hævebeløb, pengene skal naturligvis afhentes et andet sted. Jeg sætter mig ud for en stor ventilator og får lidt luft. Det er et broget billede af mennesker, der passerer forbi. Unge mænd med hovedet indhyllet i partisantørklæder lige kommet ind fra ”the country site”, så det endnu støver omkring dem, når de bevæger sig, de diskuterer et eller andet højlydt. Ulasteligt klædte gentlemens med slips, attachemappe og turban! Høj, flot indisk udseende kvinde, som lidt trodsigt lader tørklædet glide ned, iført purpurfarver fra øverst til nederst, selv på tåneglene. Taler i telefon længe og højlydt.  Højest upassende, der skules til hende fra alle sider, mænd! Det viser sig, at manden i lugen ikke vil tage vores checks, men påstår at checknumrene, som ellers er trykt en af gangen i hånden, ikke er rigtige. Mustafa og Fardin må tilbage til ”de unge mænd”, der alle påstår, den er god nok. Mustafa og Fardin returnerer og springer køen over under visse protester, men manden i lugen, nægter. En af de unge mænd bliver hentet af Mustafa, han taler med manden i lugen, og nu fungerer nummeret på checkene pludseligt. Hvad det handlede om, jeg ved det ikke, men man kan have sine tanker. En lyseblå burka kommer glidende hen over gulvet, fulgt af 3 små børn i jeans og t-shirts. Og jeg opdager, at der er en luge til ”burkaer” og kvinden forklarer ivrigt til lugen og stryger sig over siden af burkaen hen over sit hår, som var det hendes pandehår, der fik et strøg i frustration og skeler ind imellem til siderne. En mørklødet, smuk ung kvindes ansigt afsløres i sekunder, før burkaen falder tilbage. En lille familie, far, mor og en teenagerdatter, står i køen foran mig og min parkering og af en eller anden grund, bliver de hele tiden bagerst, kinesere er ikke i høj kurs her. Jeg beslutter mig til at benytte ventetiden til at købe Kabul Times. Driveren, Hashmath følger mig til en boghandel, det kunne være ”Boghandleren fra Kabul”, skrevet af Åsne Seierstad, som boede hos boghandleren og afslørede mere af deres dagligliv, end han brød sig om, en bog som imidlertid er mere kendt i Danmark end i Kabul. Jeg køber en guide til Kabul. Ingen avis i dag! Vi kigger på afghanske tæpper på tilbagevejen, meget smukke med deres dybrøde farver og enkle mønstre, men fylder meget i en kuffert til max. 20 kg. Hashmath afviser venligt, men bestemt de små drenge, der tigger penge: ”Mr. One dollar….” Og gør du det, har de måske mad til hele dagen. Og jeg får svært tolkende blikke fra mine folk. Gennem visitationen engang til. Mustafa og Fardin har endeligt fået deres millioner af Afghani (1 d.kr. ca. 10 Agfhani), og vi er klar til at returnere, og der er gået små 3 timer.

Mr. Arif fra School Construction Unit kommer og fortæller mig, at Mr. Fazil Karim har ringet fra Pescharwar i Pakistan, at han har det bedre og behøver endnu en uges tid, før han kan vende tilbage som formand for sit arbejdsteam i Faizabad. Ribbenene var trykket. Han kommer sig efter bilulykken. Samtidig er Mr. Humayoun vendt tilbage fra Faizabad efter at have deltaget i begravelsen af Mr. Majeed, som døde af sine kvæstelser efter bilulykken. Mr. Humayoun har også taget hånd om byggearbejdet på skolen i Faizabad, som de 2 medarbejdere var tilknyttet. En umådelig tragisk ulykke viser det sig. Ulykken sker på en smal grusvej, nærmest på en bro uden autoværn naturligvis, det er ikke udbredt på disse kanter, og med en 10 meter dyb afgrund til siden, da vores folk er på vej til Faizabad. Byggemedarbejderen, Mr. Majeeds kone ligger samtidig på hospitalet med komplikationer i forbindelse med en forestående fødsel. Formand, Mr. Fazil beslutter at køre til Faizabad, så Mr. Majeed kan besøge sin kone og Mr. Najib er driver. På broen mister Mr. Najib kontrollen over pickuppen, og man ryger i dybet og bilen lander på taget. Mr. Majeed er alvorlig kvæstet og kommer på hospitalet i Faizabad. Via en DANIDA rådgiver, der er i området, får vi 2 tyske læger til at se på Mr. Majeed, de vurderer at hans skader i hovedet er af sådan en karakter, at han kan ikke flyttes til Kabul, hvis vi ellers kunne skaffe en helikopter, og at han ikke vil klare den. Mr. Majeed kan ikke transporteres med bil, fordi vejene er ekstremt dårlige, desuden tager køreturen til Kabul omkring 12 timer. Vi beslutter, der kan ikke gøres mere, ud over som en af driverne her siger: ”We will pray for him”! Næste morgen dør Mr. Majeed. Mr. Humayoun og driveren Mr. Fazil kører den lange tur til Faizabad og besøger hospitalet, hvor den døde endnu ligger. Formanden er også indlagt men med mindre kvæstelser og skal med til Kabul. Man bliver enige om en erstatning til den afdødes familie på 1000 USD. DAARRT er selvforsikret på både personale og materiel. Mr. Humayoun rapporterer, at bilen var OK i ulykkesøjeblikket, men at driveren var uopmærksom. Og han havde i øvrigt ikke kørekort! Vi aftaler et snarligt møde om ”lessons learned and procedures to be revised”.

Min forgænger Jette, hævede lønnen for nogle af de ansatte, men nåede ikke guards og drivers, så vi har haft separate møder. Guards har været ansat et par år uden lønforhøjelse. DAARRT har arvet et meget detailleret system med enormt mange løninplaceringer og niveauer arvet fra DACAAR. Vagterne vil gerne have hævet deres løn fra 211 USD til 250 USD, have overarbejdsbetaling og et Credit Card på 5 USD om måneden til deres mobil telefon. Og så vil de gerne have et engelsk kursus og har selv fundet en meget dygtig lærer på 22 år. Jeg roser dem for deres ansvarsfuldhed og fortæller jeg har fuld tillid til dem, hvilket jeg har, og at jeg synes det er rimeligt, så vi bliver i princippet enige. Mustafa og Chief Guard skal gøre arbejdet færdigt. De takker for min opmærksomhed på dem og vi skilles. Chief Guard vil dog godt lige tilbyde at gøre rent hos mig en gang om ugen, ”for vi kan ikke være bekendt, så støvet, der ellers bliver”!

Så er det drivernes tur. En Chief driver, to field drivers, en city-driver, og de har alle forskellige lønninger. Deres pointe er, at det er blevet farligere at køre i provinserne, de vil derfor gerne have indført i hvert fald midlertidig, at man kun skal køre i dagtimerne, samt at de gerne vil have indført overarbejdsbetaling, lige nu arbejder de bare, hvis de bliver bedt om det. Hashmath siger, vi har også familier og forpligtigelser (hans kone skal føde en af dagene). Jeg giver tilsagn på stedet på, at de kan ikke beordres til at køre om natten i visse provinser og bekræfter samtidig, at de har ansvar for passagerne og køretøj, og derfor også har myndighed til at skønne, det kan være farligt.  Jeg bekræfter ligeledes en lønstigning med udgangspunkt i den enkeltes job og nuværende lønniveau. Chief driver og Mustafa skal gøre arbejdet færdigt. Hashmath holder en lille takketale og slutter med at sige, at selv om de ikke fik en lønforhøjelse eller hvis det skulle komme så vidt, at de ingen løn fik, så ville han alligevel stille sig til rådighed. Jeg takker og siger, jeg respekterer dem og deres profession, som naturligvis skal honoreres på rimelig vis.

Lige før jeg skal hjem til min kones brors 70-års fødselsdag, som skal fejres i Nordby på Fanø, meddeler den danske ambassade, at Udenrigsministeriet har sendt en delegation ledet af COWI, Danmark, der skal undersøge, om det er muligt, at NGO’er med fordel kan lade sig beskytte i deres arbejde af det tilstedeværende, danske militær. NGO’erne ønsker principielt ikke at arbejde under væbnet beskyttelse, men den er lidt tricky, for det er Udenrigsministeriet, der funder vores program, og vi vil jo gerne have det forlænget. COWI vil gerne have et interview med mig. Jeg prøver at undslå mig med mine rejseplaner, så ringer Ambassadøren, at han synes, at det vil være vældigt hyggeligt, såfremt jeg kom forbi ved 17-tiden i dag, så kunne jeg også deltage i det ugentlige Åben-hus-arrangement, hvor danskere mødes og drikker en øl. Jeg siger ”jatak”, den er tydelig nok. Jeg aftaler med Flygtningehjælpen at sige så lidt som muligt, hvilket ikke er så svært, eftersom jeg har ringe kendskab til områdets problematikker og til DAARTTs fortid. Efter at være kommet igennem Ambassadens sikkerhedsapparat viser det sig, der sidder en delegation på 8 mand og venter på mig. Smart af dem. Heldigvis er der et par stykker imellem, som jeg kender, én fra Sarajevo og en fra Undervisningsministeriet i København. Jeg har tilfældigvis talt højskole i Sarajevo med dem begge to. Lederen af gruppen, en kontorchef fra København har et ledende spørgsmål, som lægger op til, at vi har behov for en eller anden form for militærbeskyttelse i arbejdet. Det lykkes mig ret hurtigt at få dem gjort klart, at jeg af gode grunde ikke har meget at fortælle, og den lokale medarbejder, Caroline, min kontakt i ambassaden, gør god reklame for DAARTT. Sidenhen forstår jeg på COWI, at de synes, det er en svær opgave de er på. Det ligger ligesom i luften, hvad der skal stå i den uvildige rapport. Senere er der Åbent-hus. Ambassadefolk, folk fra Danish Deming Group, bredskuldrede danske soldater, et privat byggefirma fra Nørre-Sundby. Og flere, der forsøger lykken her med deres småprojekter. Det fælles er måske ellers mest den danske pilsner.

Jeg får en e-mail fra Hamid, IT-officer, som er på ferie i Mazir-e-Sharif, 4-500 km nordvest for Kabul. Han kommer ikke tilbage. Hans bror har fået arbejde i udlandet, så der er ingen til at passe deres mor, som er syg, så han er nødt til at blive hos hende. Han synes, han har lært meget i DAARTT, og han vil til hver en tid hjælpe os, og om han i øvrigt kan få udbetalt termination fee. Hamid som hentede mig, da jeg kom til Kabul for første gang. En sjov fætter. Jeg har ikke før mødt et menneske, der kan tale, der siger så lidt. Og nu en hel e-mail. Og ”termination fee”! Ahr…

Hjem. Hashmat kører mig til Kabul International air port kl. 04,30 om morgenen, forstås. Vi ankommer til et hus ved lufthavnen, som i øvrigt har en russisk MIG-jager som sit vare tegn. Første check 500 meter fra lufthavnen i et aflangt hus med en dør i hver ende. Alle må ind med kufferter og det hele og have dem gennemlyst og derefter spadserer eller kører de sidste 500 meter til hovedbygningen og check-in. Min kuffert lader en medarbejder ryge uden om gennemlysningen, og jeg forstår ikke hans indforståede smil, og han ser skuffet ud. I lufthavnen betaler jeg en afgift for at rejse ud af landet til en søvnig mand i en billetluge, svagt oplyst af en endnu mere søvnig pære i loftet. Min computertaske bliver cheket for ting, bl.a. min stavlygte, vagten tager batterierne ud: ”Very dangerous Sir”. Aha og salgsbare. Dumt af mig. Ventesalen er den mest beskidte og beklumrede, jeg i hvert fald har set. 100 mænd og langt om længe en hårdt pumpet tyrkisk kvinde, der med svingende sort manke og et fast blik parkerer sig selv midt i mandehavet. Sidste check på landingsbanen af pas og boarding card, håndskrevet og vi entrer et af ARINA Airways fly, en Airbus af ældre herkomst, og vi letter for fulde drøn 20 minutter før afgangstidspunkt. Fantastisk. ARINA er ellers kendt for altid at flyve et par timer for sent.

Vente 10 timer i Ankara Lufthavn. Lys og velorganiseret. Fantastisk pludseligt igen at møde ”den frie vestlige Verden”, frie mennesker, kvinder og mænd, forskellige, meget forskellige, men der snakker og griner og klæder sig, som det passer dem. De fleste i hvert fald. Og pludselig eksisterer kvinder igen. Jeg er ikke mere i tvivl, de 80 millioner tyrkere bør med i EU, skønt der er masser at kritisere, set fra en dansk andegård.